Billige rejser til Rusland

Find tilbud på storbyrejser, oplevelsesture og billetter til Rusland her

Rusland er både historie, kultur og natur. Vi guider dig til de bedste oplevelser i Rusland.


Hos Ekstra Bladet Rejser har vi fundet de bedste tilbud på billige rejser til Rusland. Uanset om næste ferie skal på plads i god tid, eller om du overvejer en last minute rejse til Rusland, kan du finde inspiration til en billig rejse til Rusland her.

Hvornår skal jeg rejse til Rusland?

Rusland er verdens største land. Derfor er der forskel på klimaet alt efter, hvor du er.

  • Forår: Blomsterne myldrer frem, og gadelivet starter for alvor efter en kold vinter i blandt andet Sankt Petersborg og Moskva. Foråret er en smuk årstid i Rusland. Vejret kan dog være ustadigt – jo tættere du kommer på sommeren, desto mere stabilt er det.
  • Sommer: Sankt Petersborgs hvide nætter er legendariske, og sommeren i Rusland kan i det hele taget være være vidunderlig – selv om temperaturerne kan blive temmelig høje de fleste steder. Det er også her, der er det største turistmylder.
  • Efterår: Efteråret er kort i Rusland, men træernes farveskifter er smukke. Allerede i slut september kan du opleve frostvejr.
  • Vinter: Hvis du kan lide sne og frost, kan et snedækket Kreml eller et fladt hvidt russisk landskab være en oplevelse for livet. Temperaturerne i Moskva og Sankt Petersborg kommer ofte under 20 minusgrader. Tager du til Sibirien, kan du opleve under 50 minusgrader! Vinteren byder til gengæld på korte køer, billigere overnatninger – og gode undskyldninger for at drikke pebervodka og te fra samovaren.

Hvilke byer skal jeg rejse til i Rusland?

Rusland har mange interessante byer, hvor århundreders arkitektoniske og historiske strømninger kan opleves. Her er nogle af dem.

  • Moskva: Ruslands og Europas største by. Stalinarkitektur møder Kremls løgkupler, mens Putins storhedsdrømme og kapitalismens sejr kan læses i nye pragtmuseer og kæmpe højhusbyggerier. Gaderne myldrer af liv, og på de mange restauranter og cafeer kan du få et godt måltid. Byen har guddommelige museer, en stærk identitet og metrostationer, der minder om underjordiske paladser.
  • Sankt Petersborg: Ruslands tidligere hovedstad blev konstrueret af zar Peter den Store efter europæisk forbillede. Det ses tydeligt på de smukke huse. I Sankt Petersborg SKAL du opleve Eremitagen, der er verdens største kunstsamling med uvurdelige skatte, men Peter og Paul-fæstningen, museet for belejringen under Anden Verdenskrig og Det spildte blods kirke er også fine attraktioner.
  • Volgograd: Byen sikrede sig evig berømmelse som hjemsted for Anden Verdenskrigs afgørende slag. Dengang hed byen Stalingrad, og gennem flere måneders kampe knækkede Hitlers hær nakken takket være de seje russiske styrkers modstand. Byen blev næsten totalt smadret, og er i dag præget af sovjetisk planbyggeri. Et enormt mindesmærke og et museum hylder den sovjetiske helteby.
  • Sochi: Russernes sommerhovedstad ligger ved Sortehavet og har i mange år været en magnet for russere, der søgte luksus og afslapning. Kun få udenlandske turister finder frem til de smukke strande og luksuriøse hoteller og resorts, selv om det har ændret sig en smule, siden byen var hjemsted for vinter-ol i 2014.
  • Vladivostok: Endestationen for den trans-sibiriske jernbane ligger i den asiatiske del af Rusland. Du er betydeligt tættere på Japan og Korea end på Moskva, og det kan mærkes. Byen har dog stadig et tydeligt russisk præg – blandt andet takket være de mange sømænd fra den russiske stillehavsflåde, der ligger forankret i byen. Byen har også et fint naturhistorisk museum.

Det skal du spise og drikke i Rusland

Det russiske køkken er tæt og solidt, så du skal nok blive mæt

  • Borscht og soljanka: Den russiske rødbedesuppe og dens fætter soljanka-suppen er lækkerbiskener. Begge supper er tunge og mættende – og de kan fås for en slik på enhver restaurant med respekt for sig selv.
  • Blinis: De små pandekager med creme fraiche er en klassisk russisk forret. Prøv dem for eksempel med kaviar.
  • Pelmeni: Pelmeni er traditionel sibirisk pasta med krydret kødfars. De minder om ravioli, og sælges ofte som traditionel street food, men kan også fås på restauranter.
  • Vodka: Selvfølgelig skal du drikke vodka i Moskva. Brændevinen findes i et utal af varianter. Bestiller du vodka på en restaurant, er en enkelt genstand på 100 gram – det svarer cirka til en deciliter.
  • Kvass: Den mørke drik er lavet af gæret brød – og bare rolig, den smager meget bedre end det lyder, når den drikkes kold. Kan købes på restauranter, i butikker og af gadehandlere.

Hvordan kommer man til Rusland?

  • Fly: Der går jævnligt fly til blandt andet Sankt Petersborg og Moskva, og herfra kan man flyve videre til mange af landets andre større byer. Nogle rejsebureauer sælger pakkerejser til Rusland, men nogle gange kan det svare sig at arrangere turen selv – det sikrer dig en billig rejse til Rusland.
  • Krydstogt: En del krydstogter i Østersøen inkluderer et besøg i Sankt Petersborg.