Billige rejser til Holland

Find tilbud på storbyrejser, flybilletter, hotel og meget mere

Holland er et af de mest spændende lande i Vesteuropa, og det er der flere grunde til. Find gode råd her på siden til din rejse til Holland.


De karakteristiske, idylliske huse blander sig med spændende, moderne arkitektur rundt i landskabet. Klassisk kunst pryder væggene på landets mange museer, mens små gallerier byder på de nyeste tendenser og installationer. Men det er ikke alt, hvad Holland kan. For landet er super alsidig med et blomstrende natteliv og fantastiske oplevelser med plads til børnefamilierne. Holland er en perfekt destination, hvis man vil opleve gammel historie, modernitet og ren livsnydelse. Hos Ekstra Bladet Rejser har vi fundet de bedste tilbud på billige rejser til Holland. Uanset om den næste billige sommerferie skal på plads i god tid, eller om du overvejer en last minute rejse til Holland.

Hvornår skal jeg besøge Holland?

Holland ligger i Nordeuropa, hvilket får landets klima til at være meget lig det danske. Men derfor har Hollands forskellige årstider hver sin charme.

  • Forår: For mange er Holland synonymt med tulipaner og træsko. Hvis du vil opleve de smukke tulipanfyldte landskaber, anbefaler vi, at du tager til provinsen Noordholland, der har det største antal avlere. Tulipanmarkerne er i blomst i marts, april og maj. Du kan også besøge Keukenhof, der er verdens største blomsterpark med sine ca. 7 mio. blomsterløg.
  • Sommer: Lange dage med masser af solskin og lyse timer. Sommeren er for mange det mest behagelige tidspunkt at besøge Holland, og det kan ses på tilstrømningen af turister til det lille land ved Europas vestkyst. Om sommeren er naturen smuk og frodig, weekenderne er fyldt med festivaler og kulinariske begivenheder, og så er de fine strande helt oplagte til en dejlig dukkert.
  • Efterår: Vejret er ustadigt, men med en god regnjakke og et par gode sneakers, så er denne periode perfekt til storbys- og naturoplevelser. Holland om efteråret er nemlig fyldt med smukke efterårsfarver, kortere museumskøer og mere autentiske oplevelser i lokalsamfundene.
  • Vinter: En vinter-tur til Holland kan være en helt speciel oplevelse. Naturligvis har de fleste byer en skøjtebane, og til tider skøjter hollænderne endda rundt på landets frosne kanaler eller søer. Hvis man rejser til Holland i juleferien, kan man tage på hyggelige julemarkeder i blandt andet Amsterdam, Den Haag og Maastricht. Og ellers er både byer og landet helt magiske, når mørket lægger sig og lysene bliver tændt i de små rækkehuse og gadernes fine lamper.

Hvilke byer skal jeg besøge i Holland?

Holland har et væld af spændende byer, og det kan være svært at vælge, hvilke du skal besøge – nogle af dem er med rette verdenskendt for deres historie. Vi bringer her en oversigt over nogle af de byer, som vi finder superspændende.

  • Amsterdam: Hollands hovedstad er berømt for sine charmerende kanaler og afslappede stemning. De smukke, skæve gavlhuse og rolige kanaler giver storbyen en helt særlig charme. Amsterdam byder på verdenskunst på Rijksmuseum, historisk eftertænksomhed i Anne Franks hus og designoplevelser i de moderne bydele, der rejser sig i kanten af den gamle hovedstad.
  • Rotterdam: Storbyen blev ødelagt under 2. Verdenskrig bombeangreb, men har igen rejst sig, og Rotterdam står stærkere end nogensinde før. Her finder du spændende, moderne arkitektur, Europas største havn og et natteliv, der hører blandt de mest progressive og vilde i Holland.
  • Den Haag: Hollands regeringsby er hjemsted for blandt andet parlamentet og den internationale menneskerettighedsdomstol samt mange ambassader. Men byen er mere end politik. Mange hollændere og turister besøger byen for dens fine arkitektur, men også for Scheveningen, der er kendt som en af landets bedste strande for kite- og windsurfing.
  • Maastricht: Byen er Hollands ældste by, og er en af de mest velbevarede. Den smukke by vil slå benene væk under selv de mest blaserte gæster med sin helt utrolige charme og historiske sfære.

Hvordan rejser jeg billigt til Holland?

Holland ligger i bekvem nærhed af Danmark, så det er let og billigt at komme til det charmerende land.

  • Fly: Der er flere internationale lufthavne i Holland, og adskillige selskaber flyver til landet. Så hold godt øje med de gode tilbud – og overvej, om du skal købe en pakkerejse, hvis du skal afsted på et billigt weekendophold i Holland eller en miniferie.
  • Bil: Turen til Holland fra Danmark kan tilbagelægges på en enkelt dagsrejse.
  • Tog og bus: Både tog- og busselskaber arrangerer rejser til Holland. Tag f.eks afsted med FlixBus, der kører med flere daglige afgang til flere af de hollandske byer. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at skifte bus eller tog undervejs.

Når først du er kommet til Holland, så er det let at komme rundt i landet.

  • Cykel: Holland er en cykelnation, og landet har fremragende cykelstier. Cykler kan lejes mange steder, og faktisk har de fortrinsret frem for biler i en del områder. Det bedste ved at cykle i Holland er alligevel nok, at landet er så fladt, så du undgår de vilde kategoristigninger.
  • Bil: Hvis du vil opleve flere hollandske byer eller smukke naturområder, er det oplagt at tage bilen rundt. Du skal dog være opmærksom på, at der kan være parkeringsrestriktioner i flere byer - især i centrum.
  • Offentlig transport: Hollands netværk af tog og busser er i verdensklasse med direkte linjer mellem de fleste større byer. Og mange steder kan du også bruge sporvognen som transportmiddel i de større byer. Amsterdam har sågar et metro-netværk.

Det skal du spise i Holland

Det hollandske køkken er ikke specielt kendt internationalt – men det byder på nogle interessante oplevelser.

  • Automatcafé: I Amsterdam og andre større byer findes automatcaféer, hvor du smider mønter i en automat og får forskellige lune eller kolde snacks. Den kulinariske oplevelse er ikke fantastisk – men den samlede oplevelse er så speciel, at vi ikke tøver med at anbefale et pitstop for at få stillet lækkersulten og nysgerrigheden.
  • Stampot: En stampot er en sammenkogt ret. Kartofler er den gennemgående ingrediens, men ud over rodknoldene kan retten blandt andet bestå af kål, gulerødder, løg og andre kraftige grøntsager. Den serveres i reglen med stegt flæsk, steg eller pølser.
  • Rijsttafel: Indonesien er gammel hollandsk koloni, og det kan ses i køkkenet. Derfor er asiatisk inspireret mad populært i Holland, og man snyder sig selv, hvis ikke man mindst en gang kaster sig over et overdådigt rijsttafel.