Billige rejser til Dubai

Find tilbud på storbyrejser, afslapningsferier og billetter til Dubai her

Dubai er en overvældende by. Vi guider dig til de bedste oplevelser i Dubai.


Du kan let føle dig hensat til en science fiction-film, når du står i Dubai. Den moderne storby tårner sig op mellem en ørken og en moderne havn, og den ene bizarre bygning afløser den anden. Men Dubai er helt ægte – og er en spændende destination for dig, der gerne vil opleve det helt unikke. Hos Ekstra Bladet Rejser har vi fundet de bedste tilbud på billige rejser til Dubai - uanset om næste ferie skal på plads i god tid, eller om du overvejer en last minute rejse til Dubai.

Hvornår skal jeg rejse til Dubai?

Vejret i Dubai kan deles i to sæsoner.

  • Vinterhalvåret: Perioden strækker sig cirka fra november og april. Det er den kølige periode af året – vel at mærke efter arabiske standarder. Dagstemperaturen kan snige sig over 30 grader i ydermånederne, mens der kan være helt ned til 10 grader om natten i december, januar og februar. Dagtemperaturerne vil normalt ligge i omegnen af 25 grader. Badevandet ligger på omkring 20-25 grader i samme periode. Vinterhalvåret er absolut højsæson.
  • Sommerhalvåret: I maj til oktober ligger den gennemsnitlige dagtemperatur på mellem 35 og 40 grader, mens nætterne sjældent sniger sig under 25 grader.
  • Ramadan: Som i andre muslimske lande, skal man være opmærksom på ramadanen. Den religiøse højtid betyder, at det kan være meget svært at få et måltid mad eller finde åbne butikker i Dubai.

Det skal du lave i Dubai

Dubai er rig på oplevelser. Her er nogle af vore yndlingsting at lave i Dubai.

  • Gå på marked: Midt i den glitrende storby kan du hurtigt glemme, at Dubai er en gammel stad. Men faktisk kan du gå på flere traditionelle arabiske markeder, hvor handlende fra hele regionen faldbyder deres varer.
  • Bade: Et af hovedformålene med at besøge Dubai er, at der fantastiske strande. Selv om Dubai er en del af den ret konservative sammenslutning af arabiske emirater, er landet relativt frisindet – så du kan godt have bikini på, når du bader.
  • Shoppe: Dubais indkøbscentre er rigt forsynede med butikker – og selv om pengene ikke rækker til at få alt det med hjem, du gerne vil have, er udvalget af luksusbutikker et fantastisk skue. Indkøbscentrene er mere end bare butikker – de er oplevelsescentre, hvor du blandt andet kan stå på ski. Dubai Mall er verdens største indkøbscenter – og kun et af mange shoppingcentre i byen.
  • Stige til vejrs: Verdens højeste bygning ligger – naturligvis – i Dubai. Burj Khalifa er 828 meter højt, og selv om udsigtsplatformen kun ligger godt halvvejs oppe i bygningen, har du en udsigt, der slår det meste.
  • Dyrke storheden: Dubai er overdrivelsernes land. Det kan virke som om hele formålet med stedet er at være større og mere glimtende end alle andre steder i verden. Og det virker. Lige uden for Dubais kyst ligger verdens tre største kunstige øer, der er en del af et byudviklingsprojekt. De er udformet som palmeblade – og stammen er adgangsvejen til fastlandet. Dubais nye vandkanal er lidt i samme dur. Kanalen er skabt til at øge mulighederne for transport via båd, men den er også udstyret med vandfald for at gøre den så smuk og storladen som mulig. Endelig er der Dubais marina, der ganske vist ikke er verdens største, men er ekstravagant udstyret med butikker, luksushoteller og restauranter. Her kan du blive misundelig på besøgende rigmænds yachter, men du kan også selv leje en yacht og føle dig som millionær for en dag.

Hvordan kommer jeg til Dubai – og hvordan kommer jeg rundt?

  • Fly: Fly er den eneste praktiske måde at komme til Dubai på – med mindre du har en oceangående jagt. Dubai er ved at være en stor destination med mange daglige fly – og det betyder, at du kan være heldig at få en billig rejse til Dubai, hvis du kan rejse last minute eller køber din billet lang tid i forvejen.
  • Offentlig transport: Når først du er i Dubai, kan du nyde godt af Mellemøstens bedste offentlige transportsystem. Dubai har både metro, sporvogn, tog og billige og effektive buslinjer. Dog kan det være en god ide at undgå myldretidstrafikken, hvis du vil med bus – Dubais trafik kan nemlig være en udfordring for tålmodigheden.
  • Taxa: Taxaer er billige, og de er alle udstyret med taxameter, men chaufførerne kan sagtens finde på at tage dig med på en udflugt. Så sørg for at have en overordnet idé om, hvor din destination ligger.
  • Lejebil: Det kræver tålmodighed og stærke nerver at køre i Dubai. Trafikken snegler sig afsted i myldretiden – og uden for myldretiden får man indtryk af, at færdselsreglerne mest bliver set som vejledende.